Psykoterapi

Barnløshed test

by admin

Udstationering

Udstationeringer indebærer store psykologiske udfordringer for en familie. Problemer blandt udstationerede, skyldes ofte uafklarede og uafstemte forventninger til opholdet i udlandet, kulturchok, konflikter i parforholdet, børn, der mistrives i det nye miljø, eller uvidenhed om reaktioner på store belastninger. For nogle overvindes udfordringerne i løbet af nogle uger eller få måneder, hvor opholdet bliver en udvikling og berigelse, som alle har stor glæde af. For andre er udfordringerne konstante eller akkumulerende under udstationeringen.

Mange familier forholder sig sjældent til de psykologiske reaktioner og belastninger, der naturligt følger med en udstationering, før de er en realitet. Men når I ændrer rammerne for det daglige liv så gennemgribende som ved en udstationering, så vil I reagere på det.

Inden afrejse er det største fokus typisk på dig, der skal udstationeres i nyt job, og på alle de praktiske ting, der følger med. Din medfølgende ægtefælles nye rolle som hjemmegående eller jobsøgende i det nye land, kommer oftest i anden række og familiens psykologiske trivsel som helhed kan blive let blive overset, når I skal pakke ned, udleje og finde ny bolig, skoler osv. Det kan skubbe til den balance, der hidtil har været i parforholdet og familien, og føre til skuffelser og deraf afledte konflikter.

En variant er den, hvor familien bliver boende i DK, mens du som udstationeret bor i udlandet og er hjemme med jævne mellemrum. Dette stiller særlige krav til kommunikationen, og til hele tiden at arbejde med kontakt og synkronisering i parforholdet og i familien.

Det er en ekstra belastning, hvis du som udstationeret befinder dig i højrisikoområder (soldater, rådgivere, konsulenter), hvor sikkerheden er truet. Udover at du oftest vil være kronisk stresset – bevidst eller ubevidst – vil det belaste de pårørende hjemme med uro og ængstelse, og de behov hhv. du som udstationeret og familien har i fri-perioderne, kan være meget uforenelige – måske med stor frustration og konflikt til følge. Det er vigtigt, at I begge er velinformerede om de reaktioner, du kan forvente som udstationeret, eller pårørende hjemme i sådanne tilfælde.

Der er også et arbejde forbundet med at komme hjem igen efter en længere periode ude.

Det kan for nogle familier opleves som endnu sværere og mere krævende end at tage ud – og det kommer bag på de fleste.

Der kan således være behov for afklaring og afstemning af forventninger på mange niveauer – før, under og efter udstationeringen.

At søge rådgivning om de psykologiske aspekter, kan være en måde, at sørge for en ramme og en bevidst stillingtagen til at tage vare på hele familiens trivsel og funktion. Den er alle helt afhængig af, hvis opholdet skal blive en god, positiv og udviklende oplevelse

by admin

Solomødre

Det er blevet mere og mere almindeligt for dig over 35 at overveje at blive solomor, hvis du ikke har fundet en kæreste eller ægtefælle at stifte familie med. At tage beslutningen om at blive eneforældre og gennemføre en krævende fertilitetsbehandling på egen hånd, indebærer store eksistentielle overvejelser på dine egne og et eventuelt barns vegne. At nå frem til at blive solomor, er samtidig at give slip på drømmen om at få en konventionel familie, og dele forældrerollen med en partner. For de fleste er det en enorm sorg og et stort tab at indse, at den del siger man farvel til – i den mest udbredte normative form, så nogle gange kræver det er stort mentalt arbejde, overhovedet at komme hen til at gå i gang med behandling – eller adoption.

Støtte til at komme igennem den mentale proces inden man går i gang – eller støtte til at gennemgå fertilitetsbehandlingen, når man ikke har en partner, kan være en nødvendighed for nogle. Lige så vigtigt kan det være at finde et netværk af ligesindede, som du kan dele overvejelser, tanker og følelser med. Det er heldigvis blevet nemmere de seneste år at finde meningsfulde grupper på de sociale medier.

Fra 1. januar 2018 blev det tilladt for barnløse at modtage dobbeltdonation, dvs. at både æg og sæd kommer fra donorer.

Det indebærer nye overvejelser omkring det at blive forældre, og at du/I ud over at være eneansvarlig forælder også skal forvalte den problemstilling. Antallet af kvinder/par der har modtaget dobbeltdonation i Danmark er stadig meget lille, fordi lovgivningen er så ny, men nogle fertilitetsklinikker holder infomøder, hvor det er muligt at møde andre i samme situation og diskutere dilemmaerne.

by admin

Barnløshed

At være ramt af barnløshed kan være en af de største kriser i livet. At du pludselig ikke har kontrol over dit eget liv, udløser voldsomme reaktioner hos de fleste. Fertilitetsbehandlingen er krævende, og de følelsesmæssige svingninger mellem håb og håbløshed, hvis du eller din partner ikke bliver gravid, er meget belastende. Opmærksomheden låses mere og mere på graviditetsønsket, og det er umuligt at følge rådene fra den velmenende omverden om bare at slappe af, og at det hele nok så skal gå.

Relationer
Hvis tiden går, uden behandlingerne eller forsøgene på at blive gravid lykkes, kan det nogle gange blive uudholdeligt at være sammen med andre børnefamilier og gravide. Du kan have svært ved at se selv gode venner og familie. Du kan blive overfølsom overfor andres helt selvfølgelige forventninger om, at de lige vil planlægge deres graviditet til efter sommer eller efter eksamen – når det passer!

Det kan føles privilegieblindt og tankeløst – og uretfærdigt, at nogle bare kan vælge frit fra alle hylder. Du kan være meget skamfuld over for de følelser af misundelse og jalousi som opstår, og bebrejde dig selv, at du ikke er et bedre menneske.

I sociale sammenhænge med ukendte mennesker, kan du blive spurgt, om du/I ikke snart skal have børn, hvor du kan føle, at det er et alt for nærgående og grænseoverskridende spørgsmål, som du slet ikke har lyst til at svare på, fordi det bringer så mange følelser op til overfladen.

For nogle kan det være vigtigt at finde grænsen for, hvor meget og hvornår og til hvem, du/I skal fortælle om behandlingerne, da det kan føles meget voldsomt at skulle informere om et muligt negativt resultat til mange mennesker. Andre har ikke noget problem med, at netværket følger tæt med i behandlingerne. Men uanset hvad, bliver det lettere, hvis du kan få formuleret klart, hvad du har behov for, så andre ved, hvordan de bedst støtter.

Parforhold
Det er meget almindeligt, at I som par har forskellige reaktioner. Dels afhænger det af personligheden som sådan – og af, hvordan I tackler uvished, stress, afmagt og håbløshed. Vi har forskellige strategier, og det er vigtigt at opdage, at det, der måske er hjælpsomt at gøre for den ene, nærmest kan være det modsatte for den anden. Forskelligheden er afgørende at afdække og bære, for ikke at ende i en konflikt, som splitter og nedbryder parforholdet.

De forskellige reaktioner kan også afhænge af, hvem af jer der bærer årsagen til barnløsheden – hvis der er identificeret en årsag. Det kan generere meget stor skyld og mindreværd at have nedsat fertilitet, og nogle får tanker om at afslutte parforholdet, for at give den anden en mulighed for at bliver forældre med en anden partner. Og den fertile partner skal gøre sig nogle overvejelser om fremtiden og de mulige konsekvenser.

I forhold til omverdenen, er der ofte mest fokus på kvinden, fordi behandlingen, uanset årsagen, implicerer hende mest.

Det opleves af mange kvinder som meget krævende og omfattende at være i behandling, men selvom mandens andel ikke er lige så stor på det praktiske plan, så kan han være lige så ramt på det følelsesmæssige plan.

Seksualitet
Når fertilitetsbehandlingen går i gang med gynækologiske undersøgelser, prøver, injektioner og scanninger, opløses der nogle grænser omkring din egen krop, men også omkring parforholdet. Kroppen og dens funktioner bliver genstand for spørgsmål, målinger, hormonelle og mekaniske manipuleringer, og selv om du intellektuelt godt kan forstå og acceptere meningen med det hele, fordi det er i en god sags tjeneste, så kan det på det kropslige plan opleves som et massivt overgreb, der kan have forskellige konsekvenser: Nogle kvinder kan f.eks. dissociere sig fra kroppen – dvs. få et distanceret og følelsesløst forhold til den – som en form for beskyttelse mod at mærke de ubehagelige fysiske reaktioner på behandlingen. Det kan også have som konsekvens, at du holder afstand til alt der har med køn, underliv, penetration og berøring at gøre – hvilket betyder, at det almindelige spontane sexliv bliver meget anstrengt, eller dør helt ud.

Og hvis den dimension kommer til at mangle, bliver balancen i parforholdet ofte endnu skrøbeligere.

Nogle mænd kan føle sig reduceret til et avlsdyr, og det at skulle aflevere en sædprøve kan føles udstillende, ydmygende eller krænkende, fordi du kan føle, at nogle (mange) får direkte indblik i – og vurderer din potens. Det kan igen påvirke den spontane lyst og seksuelle funktion, med ovennævnte konsekvens som følge.

Fælles for jer begge kan være oplevelsen af at forsvinde som personer med identitet, følelser og tanker, og at I kun eksisterer som kroppe, scanninger, underliv og hormoner, der skal være i programmer, skemaer og aftaler. Når de indre personlige oplevelser af tingene ikke får plads, kan I få en følelse af at gå lidt i opløsning. Undersøgelser viser, at mange udvikler depressive symptomer ved længere tids barnløshed.

Derfor kan det være vigtigt hele tiden at holde forbindelsen med den oplevelsesmæssige og følelsesmæssige side via tæt fysisk kontakt, samtale og aktiviteter, der stimulerer kroppen og sanserne på positive måder.

Identitet og selvfølelse
For mange er dét, at bliver forældre og give noget videre, meget afgørende for identiteten. Der er en enorm forskel på at vælge ikke at få børn – og være ufrivillig barnløs. Hvis I gerne vil have børn, og ikke kan få det, bliver I ramt på kvindelighed og maskulinitet. Det udløser ofte en eksistentiel krise, hvor du/I bliver i tvivl om, hvad meningen med livet er, hvis I ikke kan forplante jer.

Hvis det ikke lykkes at få børn, kræver det meget tid, arbejde og sorg at forlige sig med tingenes tilstand. Og til at kunne komme frem til at mærke, at der er en mening med livet – på trods. Eller komme frem til at tage en beslutning om adoption.

Når fertilitetsudredning og behandling går i gang, kan sideløbende psykologisk rådgivning og behandling være en hjælp til at holde balancen i sig selv – og i parforholdet – og komme bedre igennem. Og i tilfælde af udeblivende resultatet – give en mulighed for at kunne bearbejde sorgen, som andre måske kan have svært ved at forstå rækkevidden af.

by admin

Parforholdsproblemer

Alle steder, hvor mennesker er sammen, opstår der modsatrettede interesser.

Konflikter og uoverensstemmelser i parforholdet er noget, som de fleste kender til. I nogle tilfælde kan konflikterne og problemområderne forekomme fastlåste, og I har fået skabt nogle roller til hinanden, hvor den ene altid… og den anden aldrig… Når I kommer ind i den slags sprogbrug og oplevelse, er der god grund til at blive opmærksomme på, hvad det er for nogle usunde og ubevidste fordelinger, I har fået lavet. Og måske kan I blive optagede af, hvorfor de mon er skabt og med hvilket formål, frem for, at I lader jer overvælde af den konkrete konflikt?

I parterapi handler det om at få større indblik i og forståelse af både dig selv og den anden. Det handler om at blive opmærksom på de forsvarsmekanismer, der er på spil – og hvad de skal beskytte, og om nærhed og distance, egne forventninger, ønsker, sårbarheder, behov og grænser. Det er at finde ud af, hvordan I kan være to voksne modne mennesker, der relaterer sig til hinanden på måder, der ikke invaderer eller svigter, og hvor I kan finde kompromiser og samtidig afgrænse jer og udvikle konstruktive måder at forvalte dette på.

Parterapi kan være en hjælp til at blive klogere på, hvad det er, som gør, at I har forelsket jer i hinanden, og på, hvorfor konflikterne opstår. Parterapi handler således ikke om at finde frem til, hvem der har ret og lave den anden om, men om at tage ansvar for sin egen del af relationen og for de uhensigtsmæssige mønstre, I selv er med til at vedligeholde. Men som regel vil vi hellere lave den anden om og påpege den andens fejl, end se på vores egen andel og rolle i dynamikken. For det er svært og smerteligt og indebærer jo konfrontation og forandring af os selv! Men det skal I være klar til at ville, ellers kan parterapien ikke skabe den udvikling, der er nødvendig, og problemerne vil fortsætte.

I kan læse de 2 (3) kronikker under fanebladet ARTIKLER om Mental Load.

by admin

Spiseforstyrrelser

Symptomer
En overoptagethed af mad, kalorier, vægt, krop og udseende, der kan fremtræde som anorexi, bulimi, trøste/overspisninger eller af en optagethed af rigide sundheds- og kostregler.

Anorexi indebærer, at du er meget restriktiv i forhold til, hvad og hvor meget du spiser, eventuelt samtidig med, at du motionerer overdrevent og/eller bruger afførings- og vanddrivende midler.

Bulimi karakteriseres ved, at du måske forsøger at undgå mad, men til sidst ender med at spise overdrevent, og slutteligt kaster det hele op igen.

Trøstespisninger (binging) er knyttet til et til tider ukontrollabelt behov for mad.

Ortoreksi er betegnelsen for en stram regelret livsstil, med særlige regler for hvad der er sundt, der i de udprægede tilfælde, kan betyde, at kroppen ikke får de stoffer, den skal bruge, og hvor du derfor til sidst fejlernæres.

Hvad er spiseforstyrrelser?
Man betragter spiseforstyrrelser som komplekse lidelser, der både har biologiske, psykologiske, sociale og kulturelle årsager.

Biologisk kan der være arvelige forhold, der spiller ind.

Fysiologisk har man fornyeligt fundet sammenhænge mellem forstyrrelse i hormonbalance (polycystisk ovariesyndrom/pcos), blodsukkersvingninger (Metaboliske syndrom/insulinresistens), og spiseforstyrrelser/ depressive reaktioner, og en udredning hos speciallæge omkring disse forhold, kan være nødvendige og afklarende. Der er også fundet genetiske sammenhænge mellem OCD (tvangstanker/handlinger), schizofreniforme lidelser og spiseforstyrrelser, og nogle former for autismelidelser kan optræde sammen med spiseforstyrrelser. Og senest er der fundet tegn på, at mangel på særlige bakterier i tarmene, måske efter en slankekur, kan udløse de psykologiske restriktive tanker. Fremtidige forsøg med fæcestransplantation vil vise, om dette kunne være en(dnu) en mulig behandlingsmetode.

Psykologisk er spiseforstyrrelser forbundet med at blive overvældet af følelser, forsøg på at holde dem væk, og forsøg på at bevare selvkontrol, men ledsaget af oplevelser af at miste den alligevel. Det medfører ofte pinefulde selvnedvurderende tanker. Spiseforstyrrelser kan også være forbundet med tilknytning til andre mennesker, hvor det volder store vanskeligheder at finde en balance mellem nærhed og distance eller afgrænsning.

Spiseforstyrrelser kan for nogle være et blandt mange problemer i livet, men for andre opleves som et isoleret problem i en ellers velfungerende tilværelse.

Hvornår opstår spiseforstyrrelser?
Spiseforstyrrelser debuterer ofte i de tidligere teenageår. Enten i forbindelse med en slankekur, eller som reaktion på svære hændelser, f.eks. forældres skilsmisse, mobning, flytning, ulykke, sygdom osv. Nogle udvikler konsekvent en adfærd med overspisninger. Andre debuterer med anorexi, og udvikler derefter et skiftende mønster af anorektiske perioder vekslende med bulimiske perioder, og lidelsen kan efterhånden stabilisere sig i mange år som bulimi. Den er ikke så nem at opdage, og den typiske bulimiker er mange år om at blive motiveret til at søge behandling. Muligvis er orthorektikerne tidligere anorektikere eller bulimikere, der tilsyneladende finder et mere konventionelt og mildere udtryk for deres lidelse.

Spiseforstyrrelser handler om meget mere end mad:
For de fleste gælder det, at indtagelsen af mad er knyttet til følelser og tanker, som det er vanskeligt at forholde sig til på mere konstruktiv vis.

Ud over disse fælles karakteristika, har spiseforstyrrelsen altid en personlig betydning og funktion og med forskellig vægtning ift. biologi, psykologi og sociale faktorer.

Erfaringen viser, at det er muligt at arbejde sig ud af en spiseforstyrrelse, men at det kan være langvarigt og ofte kræver ekspertise fra professionelle med særlig forståelse for problematikken.

by admin

Fysisk sygdom

Kronisk og/eller pludselig somatisk sygdom påvirker dig også følelsesmæssigt.

Smerter og bekymring over længere tid er meget belastende at leve med. Det, at få konstateret en sygdom, kan være chokerende og efterlade oplevelser af at være udsat og utryg. Den fundamentale forestilling om usårlighed, der muliggør, at du almindeligvis kan færdes forholdsvis trygt og ubekymret i dagligdagen, bliver pludselig revet væk, og udløser ofte store eksistentielle spørgsmål.

Når forestillingen om sikkerhed trues, kan du komme i krise (se dette), og du kan have behov for støtte til at gennemleve den vanskelige situation.

Der kan være særlige vanskeligheder ved at være patient, og skulle udholde uvished, ventetid, smerter, funktionsnedsættelse og de tab, der er følger af, at hverdagen og fremtidsperspektivet pludselig kan se anderledes og begrænset ud. At have smerter er meget udmattende, og medfører ofte depressive reaktioner med håbløshedsfølelser og manglende perspektiv. Og når du bliver depressiv, bliver du mere smertefølsom, og så er en ond cirkel skabt. At være ordentligt medikamentelt smertedækket er derfor meget afgørende for, at du kan have overskud til at tage sig af noget som helst andet, bl.a. magte social kontakt til andre.

Som pårørende er det svært at være vidne til lidelse hos den, du holder af. Der er voldsomme oplevelser af afmagt og frustration, når du er udmattet, bliver det måske blandet med skamfulde følelser af at have lyst til at løbe væk fra det hele, eller ønsker om at det hele bare kunne ende. Det er helt almindeligt, – næsten uundgåeligt, faktisk – og er udelukkende naturlige reaktioner på, at være i en afmægtig, fastlåst og umulig situation. Men mange bliver ramt af stor skyld og skam og bliver i tvivl om, hvorvidt de er ordentlige mennesker i moralsk forstand, når de kan tænke og føle sådan. Her er det vigtigt at skelne mellem at ville ud af situationen – og at det ikke handler om at ville ud af relationen!

Nyere undersøgelser tyder på, at du som pårørende til kræftpatienter kan udvikle alvorlige stress-symptomer, netop fordi det er så belastende et felt at være i. Der er grund til at formode, at pårørende til andre patientgrupper med langvarige sygdomsforløb, er i samme risiko for at blive overbelastede.

Ingen kan tage virkeligheden væk eller lave den om, og der er en stor ensomhed forbundet ved at være overladt til din egen skæbne – som patient eller som pårørende/ efterladt. Men der kan være lettelse i at have et sted, hvor du kan ventilere de tanker og følelser, som der måske ikke ellers er plads til, eller som du er bange for at tale med andre om, af angst for at såre eller vække uro eller foragt hos de nærmeste

by admin

Sorg

Symptomer
En sorg kan indeholde krisereaktioner (se disse), men opleves ofte som en overvældende følelse af tomhed, fortvivlelse, forladthed og ensomhed. Som en form for følelsesmæssig amputation. Der er ikke noget eller nogen, der kan lindre eller kompensere for den eller det, du savner, og andres – ofte velmente forsøg på dette – er ganske nytteløse. I alle tilfælde i starten.

Hvad er sorg?
Sorg er en indre proces, hvor du forsøger at forlige dig med et tab af nogen eller noget. Omfanget af sorgen hænger ofte sammen med arten af den tilknytning, du har haft til den, eller det, du har mistet. Nogle gange er du helt klar over dybden af denne – andre gange kan det komme helt bag på dig, at sorgen rammer så hårdt: Du opdagede først, hvad du havde, da det forsvandt. Det kan være en dobbelt sorg, og føre til store selvbebrejdelser. Det vil også sige, at ingen udefra kan vide, hvilken betydning, den eller det mistede havde for dig. Og her kan et menneske være lige så afgørende vigtigt som et kæledyr, et sted eller et arbejde.

Hvornår opstår sorg?
Sorg er kærlighedens pris, og den pris vi må betale for vores helt særlige evne til at knytte os til hinanden og til noget. En sorgproces er en naturlig ting, der kan have sit naturlige forløb, men dermed ikke sagt, at det er let: Sorg er noget af det tungeste i verden at bære.

En af de største misforståelser, der rammer dig som sørgende, er den hastighed, hvormed andre tror, du kan gå igennem en sorgproces.

Intellektuelt kan du måske hurtigt omstille dig. Du handler og er praktisk. Får ordnet og taget hånd om. Og du får støttende, forstående tilkendegivelser og medleven fra omverden.

Følelsesmæssigt og kropsligt tager det meget længere tid. Nogle lag i psyken er uendeligt langsomme om at erkende og omstille sig til en ny virkelighed.

I gamle dage var der en anden og ritualiseret forståelse af denne tidsfaktor. Man bar sorg i en lang periode – ofte et år. Og det var måske i en forståelse af, at alle mærkedage (fødselsdage og højtider) i året må gennemleves en gang, hvor man konfronteres med, at virkeligheden nu er en anden – uden den, eller det, man har mistet. Og at man må sørge og igennem en smerte, for hver af de konkrete mærkedage, der er.

I gamle dage klædte man sig i sort eller havde et sørgebind, der signalerede til omverden, at man bar sorg, og således ikke kunne forventes at deltage i sociale sammenhænge som vanligt.

Det er meget vanskeligt for den sørgende i dag, fordi der er en forestilling om, at du efter et par uger eller et par måneder, er oppe på hesten igen. Men det er ofte der, at savnet og sorgen for alvor sætter ind, og det kan være meget vanskeligt at forklare eller signalere.

Samtidig kan du opleve, at sorgen kommer i bølger, hvor du i øjeblikke kan være let og lade dig aflede (hvor andre så tror, at nu er det hele heldigvis overstået), hvorefter sorgen igen rammer, og du slet ikke magter noget. Og du kan opleve det som et pres fra omverden om at tage dig sammen – og kan måske dårligt forklare for dig selv, at den indre tilstand kan veksle så meget. Resultatet kan være, at du trækker sig fra sociale sammenhænge og måske nok får fred – men også bliver meget alene!

At få mulighed for at tale om din sorg – og sørge, uden du skal passe ind i andres forventninger om, hvor du er i processen, eller være bange for at ødelægge den gode stemning, kan være en stor lettelse og et stort behov. Du kan opleve at netværket bliver slidt, og at der ikke er overskud hos andre til at høre om sorgen og savnet igen og igen. Så kan det være hjælpsomt at bearbejde dine oplevelser i et psykoterapeutisk forløb eller i en sorggruppe med ligesindede. Det kan dog også være modsat: At du har et stærkt og støttende netværk, der til fulde formår at følge op og lytte, når du har behov for det. Så vil du have gode muligheder for at komme igennem sorgprocessen uden behandling.

Har du haft meget modstridende følelser til den eller det, du har mistet, eller er det sket under pludselige og traumatiske omstændigheder, kan sorgprocessen kompliceres og trække ud. Her er det nødvendigt at søge hjælp.

Det er også vigtigt at søge behandling, hvis sorgreaktionerne ikke med tiden langsomt klinger af, og du kan genoptage og finde glæde ved dit liv. Så kan der være tale om, at der er en kompliceret sorgreaktion, der skal afhjælpes med behandling.

by admin

Depression

Symptomer
Depression kan du opleve som: Nedtrykthed, tristhed, ubeslutsomhed/vægelsind, håbløshed, meningsløshed, afmagt og manglende livslyst, måske med selvmordstanker eller flugtfantasier. Nogle oplever øget irritabilitet og vredesudbrud, som forekommer ude af proportion med situationen. Depression kan medføre følelser af ikke at slå til, dårligt selvværd (jeg duer ikke, ingen har brug for mig) og tilbagetrækning fra samvær med andre mennesker, søvnløshed/ søvnforstyrrelser, og nedsat lyst til intimitet og sex. Der kan forekomme kropsligt ubehag f.eks. tyngde og træthed, appetitløshed, muskelspændinger, hoved- og mavepine og forskellige former for angst.

Hvad er depression?
Depression kan have forskelligt udtryk hos den enkelte. Depressive reaktioner er kendetegnet ved en generel kropslig nedsættelse af aktivitets- og energiniveau, af negative tankemønstre og negative forventninger til livet, dig selv og andre. Stemningslejet er forsænket alt efter graden af depression. I de lettere tilstande kan du blive afledt fra de triste følelser, i den svære depression er der ingen lettelse ved nogen ting. Nogle mærker, at tilstanden er sværest om morgenen for at lette hen ad eftermiddagen og aftenen. Når du er opfyldt af negative forventninger og har forsænket stemningsleje, bliver du mere indadvendt og trækker dig fra sociale sammenhænge, og isolationen kan så kan forstærke tilstanden yderligere.

Hvornår opstår depression?
Depression kan opstå som reaktion på vanskelige og belastende oplevelser, som nogle gange kan ligge mange år tilbage, andre gange kan have en aktuel årsag. Ofte ses der en sammenhæng mellem privat/arbejdsrelateret overbelastning /stress over en længere periode og depressive tilstande. Nogle gange er det et symptom på en underliggende ADD, ADHD eller Autisme. Det er derfor vigtigt at fastslå graden af depression og årsagen til den, for at kunne finde den rette behandling. Antidepressiv medicinsk behandling i kombination med psykoterapi har i nogle undersøgelser vist sig effektiv ved svær depression. Andre undersøgelser har vist, at medicin ikke har effekt i lette og moderate depressionstilfælde. Når der er uklarhed om effekten af medicin, er det vigtigt at fordele og ulemper ved medicinering, og at dine egne overvejelser om dette, afklares, fordi bivirkninger ved medicinen, også kan være meget alvorlige for livskvaliteten.

by admin

Kriser

Symptomer
Krisereaktioner oplever du, når dagligdagen, som du kender den, forandres drastisk. Det opleves først som om, det hele er uvirkeligt. Som om, du ser en film, eller befinder dig i en osteklokke. Du er i konkret forstand ude af dig selv. Sindet kan ikke rumme den hændelse eller forandring, der er sket, og du siger igen og igen: ”Nej, det skete ikke, jeg forstår det ikke”.

Når virkeligheden og konsekvenserne af det skete begynder at gå op for dig, kan du blive overvældet af følelser, og den selvkontrol, du normalt besidder, fungerer ikke.

Tanker og billeder om det skete, dukker op i bevidstheden på uventede og uønskede tidspunkter. Billederne kan forekomme virkelige (kan føles, høres og lugtes) og skræmmende. Heller ikke om natten er der ro: Mareridt og tilbagevendende drømme kan hjemsøge dig, og du kan blive bange for at sove. Du kan ikke koncentrere sig om arbejde og opgaver, eller om det dagligdags, der foregår rundt om – og måske føles det også helt ligegyldigt. Ofte er evnen til at overskue indkøb, madlavning og rengøring sat midlertidigt ud af spil, da tankerne kredser om hændelsen, og mange kræfter bruges på at orientere dig i det kaos, som krisen har udløst. Det kan være uudholdeligt og meget ensomt at opleve, at resten af verden bare forekommer uberørt.

Over timer, dage og uger klinger krisereaktionerne af for de fleste, men efterbearbejdningen og følelsen af at være kommet over det skete, kan tage mange måneder. Traumatiske oplevelser kan udvikle sig til kroniske tilstande (PTSD: Post Traumatisk Stress Disorder). Her tager reaktionerne ikke af, men udløses af særlige triggere, og optræder da med uformindsket styrke – som om du var i den kriseudløsende situation stadigvæk. PTSD der vedvarer over flere måneder er behandlingskrævende. Omvendt kan du også opleve at være ret upåvirket efter en voldsom hændelse, hvor reaktionen bliver indkapslet, og først kommer til udtryk måneder eller år efter hændelsen – og da meget uforståeligt og overrumplende.

Hvad er krise?
Kriser er en smertefuld del af menneskelivet, men er ikke nødvendigvis behandlingskrævende. Der er altid involveret en voldsom oplevelse af kontroltab, som er meget skræmmende. De voldsomme reaktioner på dette gør, at mange tror, at de er ved at blive sindssyge. Det kan derfor være meget hjælpsomt og beroligende at høre fra en faglig autoritet som en psykolog eller læge, at du reagerer helt normalt på en unormal situation, og at du kan få støtte til at bearbejde oplevelsen. Du kan også få støtte til at klare konsekvenserne af de indre og ydre forandringer, og de eksistentielle tanker, som en krise altid medfører.

Kriser optræder, når de ressourcer og strategier, som du sædvanligvis benytter til at overkomme større belastninger, kommer til kort. I disse situationer overvældes du af et følelses- og tankemæssigt kaos, da din oplevelse af tilværelsen som nogenlunde forudsigelig og tryg, og dig selv, som nogenlunde kompetent og i kontrol, trues eller ødelægges.

Du skal derefter omstrukturere eller ombygge nogle vigtige centrale opfattelser af verden og dig selv, der kan rumme de nye oplevelser og erkendelser, du lige er blevet ramt af. Det tager tid, og er meget krævende. Når du er midt i det, vil du bare have det til at holde op, fordi kaos og uvisheden om fremtiden er så svær at udholde. I de fleste tilfælde kan du – når det er ovre – både udholde at tale om det smertelige, der var, og samtidig påskønne den viden og indsigt, du føler, du har fået, der har udvidet din spændvidde som menneske – både indadtil og i relation til andre. De fleste kan således udvikle sig markant af at komme igennem en krise – og bliver stærkere. Andre føler, at de bliver mere sårbare, end de var før. Ofte er det både/og.

Hvornår opstår kriser?
Forskellige former for tab og traumer – og trusler om dette, kan lede til krisereaktioner: Voldsomme hændelser eksempelvis overgrebs- og voldshandlinger, trafikuheld, katastrofer, dødsfald, sygdom/invaliditet eller risiko herfor, er eksempler på, hvad der kan udløse krisereaktioner. Men også det at blive forældre, skilsmisse, fyring eller omstruktureringer på arbejdet, kan medføre krisereaktioner, fordi forandringerne truer trygheden og skubber til dit indre selvbillede eller verdensbillede.

Nogle gange udløses reaktionerne af tilsyneladende ubetydelige oplevelser, som kan få dig til at tænke, at ”det burde jeg da kunne klare”! Krisereaktioner er imidlertid aldrig et spørgsmål om, hvor alvorlig oplevelsen er set udefra, men om hvilken personlig betydning den har for dig i forhold til din givne livssituation, tidligere erfaringer, personlighed og tilgængelige ressourcer.

Pårørende til kriseramte
Når du er pårørende, ven eller kollega til kriseramte, kan det være svært at vide, hvordan du bedst kan hjælpe. Mange er usikre og bange for at gøre eller sige noget forkert. At erkende dette og sige det højt, er det bedste at gøre. Så har du både udtrykt din deltagelse og din intention, men også, at hvis du gør noget uhensigtsmæssigt, så er det ikke med vilje.

Dernæst kan du sige, at du er i nærheden og til rådighed for den ramte. Det vigtigste for de fleste kriseramte er, at omgivelserne viser omsorg og forståelse for, at alt er kaotisk, og at intet er som før. Ufølsomme, ubetænksomme bemærkninger, manglende indlevelse i situationen – eller at du lader som ingenting for at skåne, kan være meget krænkende for den ramte.

Klodsede bemærkninger og uhensigtsmæssig adfærd, kan både handle om manglende erfaring med, hvad det vil sige at være i krise, men kan også handle om, at du ikke kan rumme de følelser, det sætter i gang i dig selv, når du er tæt på et menneske i krise. Så beskytter du dig selv ved at bagatellisere eller distancere dig til tingene, men det virker stødende på dem, der er ramt.

Mennesker er forskellige, og reagerer forskelligt, og det, der er forstyrrende for en, kan være hjælpsomt for en anden. Derfor er det godt at spørge den ramte, hvad han/hun har brug for. Nogle kan godt tage stilling til forskellige valgsituationer (”Vil du hen på hospitalet nu, eller vil du blive her”?). Nogle kan ikke vælge, og der kan det være nødvendigt at tage forsigtig styring for den ramte (:”Nu spiser vi lidt mad”).

Det er også almindeligt, at man ikke selv kan bede om hjælp som kriseramt, og derfor er det vigtigt, at du er opsøgende og aktiv som hjælper, f.eks. ved at tilbyde madlavning, rengøring eller børnepasning.

Det er krævende at følge den kriseramtes voldsomme følelsesudsving. Det kan skifte mellem lammelse og apati til hektisk handling. Fra aggressive udfald til stille gråd. Det, der lige var hjælpsomt før, bliver for meget om lidt. Lige før kunne vi tale praktisk og nøgternt om tingene, i næste nu kan vi slet ikke tale om det. Du bliver udmattet og træt af hele tiden at forsøge at følge med. Derfor kan det være godt, at netværket skiftes til at være nær, så du som hjælper får en pause.

Du kan selv blive påvirket – både af hændelsen, men også helt eksistentielt. Det er voldsomt at mærke, at livet og trygheden er så skrøbelig. Identifikationen kan også være stærk: Tænk, hvis det var mig, eller min familie! Det kan sætte store tanker i gang om, hvordan du selv lever dit liv, og hvad du prioriterer. Du kan føle dig skrøbelig og afmægtig – men også taknemmelig for det, du har.

by admin