Velkommen til Terapihaven i Sorgenfri
Jeg tilbyder psykologisk rådgivning og behandling hvis du er ung (+18) og voksen, individuelt eller som par eller pårørende.
Jeg interesserer mig for, hvorfor psykiske symptomer og lidelser opstår, og min tilgang er, at de altid har en årsag, funktion eller et formål, der kan forstås, og at behandlingen derfor – ud over at være symptomlindrende – skal afdække, hvad lidelsen er en reaktion på og udtryk for, hvis der ikke lige er en konkret udløsende grund. Dvs. give en øget indsigt i, og accept af de indre dynamikker, mønstre, følelser, tanker, og strategier vi har – og om omverdenens påvirkning og betydning for vores reaktioner og adfærd – også i et eksistentielt perspektiv. Når vi kender os selv, og kan se omverdenen tydeligere, så bliver vi i stand til at bruge vores ressourcer klogere, og dermed bedre til at tage vare på os selv – og på andre omkring os.
Jeg arbejder både med mennesker og organisationer, der er akut ramt af egen eller andres sygdom, ulykker, tab, dødsfald, terrortrusler og -anslag – men også med lidelser, der opstår af langvarige belastninger, fx stress, kroniske smerter og infertilitet, og mere diffuse symptomer som manglende glæde, angst og uro eller depression, som du måske skal have hjælp til at forstå årsagen til.
Terapien er aktiv dialog ud fra relevante temaer, som du bringer op, eller vi opdager vigtigheden af. Jeg benytter ikke skemaer eller manualer, men for nogle kan det være en hjælp at skrive noter til sessionerne – eller imens, men terapirummet skal gerne være et frirum og et sted, hvor vi kan undersøge din livsverden og oplevelse uden specielle krav og på andre præmisser end i dagligdagen. Det er min erfaring, at det stimulerer evnen til at undersøge sig selv og sine vanskeligheder mere fordomsfrit, hvilket frigør ressourcer til at acceptere, udvikle eller forandre det, der er behov for.
Jeg har aftale med sygesikringen (ydernummer) fra 01.01.24 og du har derfor mulighed for med henvisning fra lægen at få tilskud. Se hvilke henvisningskriterier man skal opfylde for at få henvisning under fanen PRAKTISK/Henvendelser.
Skriv en sms til mig med din email-adresse og dit mobilnummer, så kontakter jeg dig på en krypteret mail eller på telefon indenfor 2 hverdage.