Kriser

Symptomer
Krisereaktioner oplever du, når dagligdagen, som du kender den, forandres drastisk. Det opleves først som om, det hele er uvirkeligt. Som om, du ser en film, eller befinder dig i en osteklokke. Du er i konkret forstand ude af dig selv. Sindet kan ikke rumme den hændelse eller forandring, der er sket, og du siger igen og igen: ”Nej, det skete ikke, jeg forstår det ikke”.

Når virkeligheden og konsekvenserne af det skete begynder at gå op for dig, kan du blive overvældet af følelser, og den selvkontrol, du normalt besidder, fungerer ikke.

Tanker og billeder om det skete, dukker op i bevidstheden på uventede og uønskede tidspunkter. Billederne kan forekomme virkelige (kan føles, høres og lugtes) og skræmmende. Heller ikke om natten er der ro: Mareridt og tilbagevendende drømme kan hjemsøge dig, og du kan blive bange for at sove. Du kan ikke koncentrere sig om arbejde og opgaver, eller om det dagligdags, der foregår rundt om – og måske føles det også helt ligegyldigt. Ofte er evnen til at overskue indkøb, madlavning og rengøring sat midlertidigt ud af spil, da tankerne kredser om hændelsen, og mange kræfter bruges på at orientere dig i det kaos, som krisen har udløst. Det kan være uudholdeligt og meget ensomt at opleve, at resten af verden bare forekommer uberørt.

Over timer, dage og uger klinger krisereaktionerne af for de fleste, men efterbearbejdningen og følelsen af at være kommet over det skete, kan tage mange måneder. Traumatiske oplevelser kan udvikle sig til kroniske tilstande (PTSD: Post Traumatisk Stress Disorder). Her tager reaktionerne ikke af, men udløses af særlige triggere, og optræder da med uformindsket styrke – som om du var i den kriseudløsende situation stadigvæk. PTSD der vedvarer over flere måneder er behandlingskrævende. Omvendt kan du også opleve at være ret upåvirket efter en voldsom hændelse, hvor reaktionen bliver indkapslet, og først kommer til udtryk måneder eller år efter hændelsen – og da meget uforståeligt og overrumplende.

Hvad er krise?
Kriser er en smertefuld del af menneskelivet, men er ikke nødvendigvis behandlingskrævende. Der er altid involveret en voldsom oplevelse af kontroltab, som er meget skræmmende. De voldsomme reaktioner på dette gør, at mange tror, at de er ved at blive sindssyge. Det kan derfor være meget hjælpsomt og beroligende at høre fra en faglig autoritet som en psykolog eller læge, at du reagerer helt normalt på en unormal situation, og at du kan få støtte til at bearbejde oplevelsen. Du kan også få støtte til at klare konsekvenserne af de indre og ydre forandringer, og de eksistentielle tanker, som en krise altid medfører.

Kriser optræder, når de ressourcer og strategier, som du sædvanligvis benytter til at overkomme større belastninger, kommer til kort. I disse situationer overvældes du af et følelses- og tankemæssigt kaos, da din oplevelse af tilværelsen som nogenlunde forudsigelig og tryg, og dig selv, som nogenlunde kompetent og i kontrol, trues eller ødelægges.

Du skal derefter omstrukturere eller ombygge nogle vigtige centrale opfattelser af verden og dig selv, der kan rumme de nye oplevelser og erkendelser, du lige er blevet ramt af. Det tager tid, og er meget krævende. Når du er midt i det, vil du bare have det til at holde op, fordi kaos og uvisheden om fremtiden er så svær at udholde. I de fleste tilfælde kan du – når det er ovre – både udholde at tale om det smertelige, der var, og samtidig påskønne den viden og indsigt, du føler, du har fået, der har udvidet din spændvidde som menneske – både indadtil og i relation til andre. De fleste kan således udvikle sig markant af at komme igennem en krise – og bliver stærkere. Andre føler, at de bliver mere sårbare, end de var før. Ofte er det både/og.

Hvornår opstår kriser?
Forskellige former for tab og traumer – og trusler om dette, kan lede til krisereaktioner: Voldsomme hændelser eksempelvis overgrebs- og voldshandlinger, trafikuheld, katastrofer, dødsfald, sygdom/invaliditet eller risiko herfor, er eksempler på, hvad der kan udløse krisereaktioner. Men også det at blive forældre, skilsmisse, fyring eller omstruktureringer på arbejdet, kan medføre krisereaktioner, fordi forandringerne truer trygheden og skubber til dit indre selvbillede eller verdensbillede.

Nogle gange udløses reaktionerne af tilsyneladende ubetydelige oplevelser, som kan få dig til at tænke, at ”det burde jeg da kunne klare”! Krisereaktioner er imidlertid aldrig et spørgsmål om, hvor alvorlig oplevelsen er set udefra, men om hvilken personlig betydning den har for dig i forhold til din givne livssituation, tidligere erfaringer, personlighed og tilgængelige ressourcer.

Pårørende til kriseramte
Når du er pårørende, ven eller kollega til kriseramte, kan det være svært at vide, hvordan du bedst kan hjælpe. Mange er usikre og bange for at gøre eller sige noget forkert. At erkende dette og sige det højt, er det bedste at gøre. Så har du både udtrykt din deltagelse og din intention, men også, at hvis du gør noget uhensigtsmæssigt, så er det ikke med vilje.

Dernæst kan du sige, at du er i nærheden og til rådighed for den ramte. Det vigtigste for de fleste kriseramte er, at omgivelserne viser omsorg og forståelse for, at alt er kaotisk, og at intet er som før. Ufølsomme, ubetænksomme bemærkninger, manglende indlevelse i situationen – eller at du lader som ingenting for at skåne, kan være meget krænkende for den ramte.

Klodsede bemærkninger og uhensigtsmæssig adfærd, kan både handle om manglende erfaring med, hvad det vil sige at være i krise, men kan også handle om, at du ikke kan rumme de følelser, det sætter i gang i dig selv, når du er tæt på et menneske i krise. Så beskytter du dig selv ved at bagatellisere eller distancere dig til tingene, men det virker stødende på dem, der er ramt.

Mennesker er forskellige, og reagerer forskelligt, og det, der er forstyrrende for en, kan være hjælpsomt for en anden. Derfor er det godt at spørge den ramte, hvad han/hun har brug for. Nogle kan godt tage stilling til forskellige valgsituationer (”Vil du hen på hospitalet nu, eller vil du blive her”?). Nogle kan ikke vælge, og der kan det være nødvendigt at tage forsigtig styring for den ramte (:”Nu spiser vi lidt mad”).

Det er også almindeligt, at man ikke selv kan bede om hjælp som kriseramt, og derfor er det vigtigt, at du er opsøgende og aktiv som hjælper, f.eks. ved at tilbyde madlavning, rengøring eller børnepasning.

Det er krævende at følge den kriseramtes voldsomme følelsesudsving. Det kan skifte mellem lammelse og apati til hektisk handling. Fra aggressive udfald til stille gråd. Det, der lige var hjælpsomt før, bliver for meget om lidt. Lige før kunne vi tale praktisk og nøgternt om tingene, i næste nu kan vi slet ikke tale om det. Du bliver udmattet og træt af hele tiden at forsøge at følge med. Derfor kan det være godt, at netværket skiftes til at være nær, så du som hjælper får en pause.

Du kan selv blive påvirket – både af hændelsen, men også helt eksistentielt. Det er voldsomt at mærke, at livet og trygheden er så skrøbelig. Identifikationen kan også være stærk: Tænk, hvis det var mig, eller min familie! Det kan sætte store tanker i gang om, hvordan du selv lever dit liv, og hvad du prioriterer. Du kan føle dig skrøbelig og afmægtig – men også taknemmelig for det, du har.