Psykoterapi

Psykoterapi og rådgivning
For nogle er det at søge psykolog, forbundet med både overvindelse og lange tilløb. Det, at konfrontere dig med dig selv, eller den realitet du står overfor, kan være omfattende og kræve mod. Måske har du været vant til at klare problemerne selv. Så hvad er det en psykolog kan, og hvad skulle det hjælpe at tale om ting, du tilsyneladende ikke kan ændre? Hvad er terapi overhovedet for noget. Skal du ligge ned, og skal du tale om din barndom, når det måske ikke er det, som føles relevant?

Andre betragter psykologhjælp, rådgivning og behandling som noget ganske selvfølgeligt, som et tænkerum, der kan støtte og være til rådighed i udfordrende perioder gennem livet.

Der findes mange skoler og metoder indenfor psykoterapi, der benytter vidt forskellige redskaber og tilgange, der kan gøre dig forvirret ift., hvad du skal vælge. Effektforskning har vist, at alle metoder, viser nogenlunde de samme resultater. Det kan betyde, at det meget mindre er metoden, der er afgørende for effekt, og måske mere afhænge af kvaliteten af kontakten mellem klient og psykolog. Det kan også betyde, at der er noget gennemgående fælles for alle metoder, som er det virksomme. Og det er, at alle metoder forøger bevidstheden om tanker, følelser, stemninger, tilstande, mønstre, adfærd – og måske er det denne generelt forøgede bevidste opmærksomhed, der virker! For når man opdager – og forstår – kan man forandre.

De forskellige metoder har så hver deres fokus eller måde at understøtte eller udvikle denne selvbevidsthed. Da vi er forskellige, så vil det, der passer den ene godt, i nogle tilfælde ikke føles brugbart for en anden. Terapi er således både en undersøgelse af din livsverden og din(e) problemstilling(er), men også af hvordan, det giver mening for dig at arbejde.